11. april

Alert er et sted
med mange regler. Da basen i mange år har tilhørt flåden og nu er overgået til
halvt civilt og halvt flyvevåbnet er der mange ting, som skal gøres på en helt
bestemt måde. De betyder fx, at morgenmaden i weekenden ikke bliver serveret før
10:30. Da ugedage ikke rigtigt eksisterer, når man er i felt og man arbejder så
meget, man kan nå, når det er godt vejr, kan det være ret irriterende at skulle
prøve at planlægge en arbejdsdag efter skæve spisetider. Men vi pakker flyet om
morgenen og planlægger at være airborn 11:30. Vi har afsindigt meget gods, der
skal ud. Vi har ca 1 ton mad, desuden er der flere tons lejrudstyr her i Alert og vi må også transportere nogle tromler med fuel ud på isen, så piloterne kan
re-fuel derude. Derudover har vi næsten 2,5 tons forskningsudstyr stående på St.
Nord, som vi må hente ind, når vi har bygget lejren. Vores fly kan løfte ca 1 ton,
men har ikke så stor en cabine, så selv om vi tager alle sæder ud, bliver det til
en del flyvninger før vi er på plads.

Første tur ud er
for at finde en god landingsbane på plant førsteårs is, som ikke er for tynd. Vi
har taget udstyr med til at sætte det første telt op med ovn og nødudstyr, så vi
har en base at arbejde ud fra de næste dage.

Der er havis så
langt øjet rækker, og der er ikke den mindste smule åbent vand. Vejret er smukt
og under – 30º C. Efter 1½ t flyver vi ind over det område, som vi havde udset
os hjemmefra og efter en del cirklen rundt for at finde et passende sted, sætter
Wally flyet ned næsten umærkeligt. Alligevel viser det sig at vores ene ski har fået
beskadiget hydrauliken. Det betyder, at han ikke kan styre flyet på isen og vi
må vende det manuelt. Nu er en Twin Otter ikke sådan lige at dreje, men det
lykkes efter en del asen og masen.

Vi måler istykkelsen (over 1 m) og slæber al udstyret ud, tøjrer det og begynder at grave landingsbane
ud og markere den. Vi renser alle 400m for buler og snedriver og det er hårdt
arbejde, der får os til at svede i de -30 grader.

Take-off er en
smule nervepirrende, da vi må sikre at flyet står HELT lige på den 400m korte
bane, da Wally som sagt ikke kan manøvrere flyet. Mærkelig nok er jeg ikke
nervøs – jeg stoler fuldstændig på Wally, og vi kommer fint i luften. Det er
først, da vi er tilbage på basen og alle er meget glade for at se os, at
det går op for mig at det har været lidt af en epic, som vil leve videre som en
af de sædvanlige røverhistorier, vi fortæller kolleger, når vi hænger ud i en bar
efter en konference i et fjernt land.