14. april

I dag har vi hviledag. Stormen kom meget belejligt. Det begyndte at blæse i går eftermiddags, og indtil vi blev hentet af Twin Otteren, der kom ud med dagens sidste læs ved 20tiden, gik vinden gennem marv og ben og fik os alle sammen til at arbejde på den absolutte grænse af, hvad var muligt. Det var -32 og blæste omkring 9 s/m. Hver gang vi skulle stramme en strap eller lignende på de telte, vi satte op, måtte handskerne af og ens fingre frøs så hurtigt, at det gjorde ondt. De små håndvarmere, vi alle havde lagt i vores støvler og i vores handsker, reddede os. I dag har det blæst op til 15 s/m, hvor campen er, så vi er blevet på Alert.

I de sidste 2 dage har vi fået sat 5 sovetelte op (de så kaldte octagons, som ligner iglooer) hvor vi sover 3 personer, 1 større sovetelt til 5-6 personer, et køkken/spisetelt, et telt, hvor man kan varme lidt vand og vaske sig, som vi også bruger til at opbevare friske fødevarer, og et toilettelt. Vi mangler at sætte et laboratorietelt op og et telt til de folk, der skal tage prøver af havbunden. Der vil være ovne i næsten alle teltene, så temperaturen vil ligge på omkring 5 grader, men de mangler stadig at blive sat op, og vi mangler at sætte hele køkkenet op plus en masse småting. Så der er stadig en dags arbejde til 4-5 mennesker.

De sidste par dage har Jeremy, Morten, Al og 2 af hans folk plus mig været på isen. Vi har fløjet 7 læs ud af ca 1 ton hver. Når flyet lander i campen, skal alt bæres ud af flyet manuelt, så det er simpel hovedregning at finde ud af, at vi hver især har flyttet et ton. Ikke mærkeligt, at jeg havde noget svært ved at kravle ud af sengen i morges og bare ikke kan blive mæt ligegyldig, hvor meget jeg spiser. Men nu vil vi også gerne snart derud og bo. Selvom alle havde brug for en hviledag, er der en vis rastløshed i gruppen.

Men vi har nu ikke ligget paa den lade side. Vi har brugt dagen i dag paa at reparere generatorer, pakke de 2 sidste læs, gennemgå huskelister, planlægge flyvninger og alle de 1000 småting som man liiiige skal nå, inden vi er isoleret 14 dage paa havisen.

Men nu må jeg løbe…jeg skal ned og spise…igen.